På Nørre Farimagsgade i København - lige ved siden af Ørstedsparken ligger UMA. En japansk fusionsrestaurant, der kombinerer japanske traditioner med smage fra andre af verdens køkkener – fx fra Frankrig og Spanien.

Det har den med succes gjort i fem år med det mål at få flere til at opleve, hvor fantastisk det japanske køkken er. Og selvom UMA blander andre smagstraditioner med det japanske, mener ejeren David Liang, at det moderne fusionskøkken er en god måde at præsentere noget traditionelt på – og samtidigt følge med tiden.

En personlig drøm

Selvom at restauranten har været en fysisk realitet i et halvt årti, så har drømmen eksisteret meget længere. Og det har i den grad været et projekt, der står ejeren meget nær:

”Jeg har set meget op til min mor og har altid holdt utroligt meget af at lave mad sammen hende. Det var her, at drømmen startede” fortæller David Liang og fortsætter:

”Vi kommer fra det sydlige Kina – jeg er fra Hong Kong, der er præget meget af den japanske kultur. Jeg har på den måde fået det ind med modermælken.”

David har siden hen samlet professionel erfaring på bl.a. Sticks'N'Sushi og på Gion i Japan.  

Det personlige afspejles også i navnet UMA. I Japan og Kina har du, som i Danmark, forskellige stjernetegn afhængig af, hvornår du er født. Uma betyder på japansk "Hesten", da David netop er født i Hestens år.

 

Det simple, nordiske udtryk

På trods af de japanske rødder har UMA’s mad noget nordisk over sig. Det kommer særligt til udtryk i den måde, maden anrettes og serveres på. Retterne er simple og taler til den nordiske æstetik. Men det er ikke det eneste, der kommer fra det kolde nord:

”Vi vælger altid vores råvarer ud fra sæson – og ser helst, at de er fra Danmark. Det vigtigste er friskheden, og vi lader os ikke diktere eller begrænse af en fastlås menu. Vi lader råvarerne bestemme,” siger David Liang.

Man kan altså kalde UMA for et sted, der serverer smuk japansk fusionsmad med et nordisk twist.

 


FOTOKREDIT: DENNIS LEHMANN