Plus artikel

I den mere stille ende af farverige Nyhavn ligger en lille gastronomisk perle. Navnet er Kompasset, og her kan du få smørrebrød, der er så godt, at det har landet restauranten en udnævnelse i den prestigefyldte White Guide.


Når man tænker på sommer i København er noget af det første, der dukker op på nethinden, Nyhavns farverige facader. De små mangehundredeårige huse, de smukke gamle skibe og det dovne vand i kanalen er så inkarneret københavnsk som noget. Og det er i disse næsten provokerende pittoreske rammer, at Restaurant Kompasset serverer den danskeste spise: noget af Københavns bedste smørrebrød.

Restauranten er blevet rost til skyerne af anmelderne, og selveste White Guide har nævnt dem både i 2018 og 2019.

 

Kompasnålen peger mod …

Navnet Kompasset stammer ikke blot fra, at kompasnålen her altid peger mod Nyhavns bedste smørrebrød. Den smukke historiske bygning, Nyhavn 65, fra 1700-tallet husede nemlig tidligere 3 hverv: En sejlmager, en flagmager og endelig en kompasmager.

Derfor er det respekt for den originale historie, der har givet københavnerrestauranten sit navn. Og det er symptomatisk for Kompasset: Det originale spiller sammen med moderne, nye fortolkninger. Noget der også gælder deres smørrebrød.

 

En udfordring af traditionelt smørrebrød

Når man tager et kig på Kompassets menukort, bliver det hurtigt tydeligt, at det her ikke er en smørrebrødsrestaurant som de andre. På kortet finder du banebrydende kombinationer som tomat, ricotta og friteret pocheret æg eller håndpillede chilirejer med brændt æg.

”Vi tager et eksempel. En mad med æg og tomat, hvad kan man gøre med den? Der kom idéen med det italienske køkken ind. Det er en variant på en bruschetta med et æg på toppen – men der manglede lidt knas så det blev et paneret pocheret æg. På den måde skabte vi en dansk klassiker i ny variant!” fortæller køkkenchefen Mikael med begejstring.

”Restauranten bekender sig ikke til noget særligt nordisk eller dansk dogme, så det klassiske smørrebrød er indimellem også udsat for inspiration fra især italienske, japanske og asiatiske elementer” istemmer restaurantchef, Mikkel.

Og lige præcis de udfordrende smagssammensætninger og de modige tilgange er det, der har fået flere anmeldere op at ringe. Som Berlingskes anmeldelse, der slet og ret kalder Kompasset for ”Nyhavns bedste smørrebrød”.

 

Hjemmebrygget hygge

Hos Kompasset vil de gerne give dig en helhedsoplevelse. Og det involverer også drikkevarerne. Restauranten parrer altid smørrebrødene med et forslag til en øl fra nogle af Danmarks små mikrobryggerier – og så har deres brændevin en helt særlig historie …  

”Alle vores snaps bliver lavet af vores tidligere restaurantchef fra Peder Oxe, som nu er gået på pension og stadig hygger sig med at lave brændevine til os.”

 

Artiklen er skrevet i samarbejde med Restaurant Kompasset. 


FOTO KREDIT: Dennis Lehmann