Italienske fristelser
Skribent: Martin Gottlieb
Foto: Kim Bjærre
Mød ægte italiensk stemning og økologisk italiensk mad, kage eller
kaffe, serveret med et smil af ægte italienere. Det eneste du
behøver at gøre er at tage en ven under armen, gå en tur langs
kanalen ved Thorvaldsens Museum og følge duften af italiensk
bagværk til MakkeKafés hyggelige lokaler. Her står Giulia og
Isabella bag disken og glæder sig til at servere de bedste
italienske specialiteter.
De to initiativrige damer bag MakkeKafé, Isabella og Giulia, gik
med en drøm om at give os københavnere ægte italiensk kokkekunst,
uden at det skulle koste en formue. Med udgangspunkt i det
napolitanske og venetianske køkken kreerer de to damer hver måned
to eller tre frokostplatter og et utal af de bedste italienske
kager og cookies.
Selve cafeen er hyggeligt indrettet med smukke gamle
genbrugsmøbler, brunt flisegulv, bøger, legerum til børnene og et
puslerum til de helt små. Stemningen er behagelig afslappet, maden
er fantastisk, og hvis ikke jeg havde haft en artikel at skrive,
var jeg formentlig blevet på MakkeKafé hele dagen.
Så hvis du ligesom jeg går og sukker efter et eksotisk pust i
junglen af københavnske cafeer, er MakkeKafé det ideelle sted at
tage hen. Giulia er også uddannet italiensk konditor, så ud over de
lækre frokostmenuer og den gode kaffe, laver hun kager så gode, at
du hører fuglene synge til de første solstråler over Københavns
kanal, så snart du tager den første
bid.
Selve tilbuddet består af 2 x valgfri frokosttallerken + 2 x
valgfri drikke.
Frokostmenuen skifter hver måned og består i marts af:
Bruschetta tallerken: 2 bruschetta med tomat, basilikum, hvidløg,
olivenolie og lidt pølse, ost og oliven samt grissini
Rejesalat med avocado serveret med tunmousse og grostini
Toastsandwich med ost, skinke og grillet grønt serveret med salsa
rosa
Af drikkevarer kan du vælge mellem alle typer af kaffe, te,
naturfrisk juice, sodavand, italienske juices og vand.