Et smukkere ydre og et afstresset indre
Journalist: Julie Vibe Michelsen
Fotograf: Kim Bjærre
Jonna Vigh er uddannet akupunktør og zoneterapeut. Hun er RAB (Registreret Alternativ Behandler) inden for begge behandlingsformer, og så har hun arbejdet som erhvervszoneterapeut og akupunktør i selveste Statsministeriet i tre år. Så selvom hun ser helt tilforladelig ud, så er hun ikke fru-hvem-som-helst. Når hun udfører Japansk Lifting anvender hun ansigtszoneterapi og akupressur kombineret med de nyeste hud- og vævsopstrammende massageteknikker. Det er primært ansigtsmuskler og væv, der behandles, men lifting stimulerer også hele kroppen.
Du får:
Dybdegående ansigtsmassage
Ansigtszoneterapi og akupressur
Hovedbund-, fod-, og saltstenmassage
Lymfedrænnage
Diverse økologiske ansigtsmasker og olier
Under behandlingen:
Da jeg ankommer til Jonna Vighs klinik på Nørregade, er jeg ikke helt klar over, hvad en Japansk Lifting er for noget. Og mens jeg ligger på briksen til den afdæmpede musik, duften fra de rene, økologiske olier og den behagelige ansigtsmassage, skal jeg tage mig sammen for ikke at falde i søvn.
Jonna Vigh løsner helt op for mine (ubevidste) spændinger i ansigtet med massage, masker, akupressur, zoneterapi og lymfedrænnage. Efterhånden som behandlingen skrider frem, føler jeg mig helt afslappet og tung.
Minutterne efter behandlingen:
Min hud er glat og en smule rød efter de mange berøringer. Allerede her kan jeg se, at ansigtet er drænet for væskeophobninger. Og jeg kan se, hvordan huden er udglattet for små hævelser, så musklerne nærmest er ”befriet” og har løftet sig. Da jeg går hjem fra arbejde senere på dagen, kan jeg tydeligt mærke, at særligt mine øjenlåg er lettere og panden føles, som om den er løftet op.
Dagene efter behandlingen:
Det er i dagene efter behandlingen at resultatet for alvor bliver tydeligt. Min hud ser meget sundere ud og er helt befriet for urenheder og fremstår glat og klar. Alt, hvad der minder om poser under øjnene og misfarvninger er stort set væk, og det giver et mærkbart flottere udseende, når huden er smuk.
Det er ikke sidste gang, jeg slår vejen forbi Jonna Vigh – og med fare for at lyde som 90’er-blondinen fra en slidt Always Ultra-reklame, vil jeg sige: Prøv det!