Plus artikel

I midten af Aarhus ligger det historiske Hotel Royal. De guldudsmykkede facader og de små balkoner varsler om, at det er tale om en historisk bygning – ja, faktisk er hotellet Aarhus’ ældste. Derfor forpligter det også at drive restaurant i den prestigefyldte bygning; en forpligtelse som det populære spisested, Atrium, har løftet siden 2019.

”Vi startede i maj 2019 – fordi Hotel Royal ville have noget ekstraordinært,” fortæller restaurantchef for Atrium, Thomas, der har mere end 15 års erfaring i branchen. Og på mange måder kan man sige, at Hotel Royal fik det, som de ville. Siden Atriums åbning sidste år har restauranten haft glade gæster og er endda blevet nævnt i den eftertragtede Michelin-guide med en tallerken.

 

Ingen store armbevægelser

Men selvom Atrium ligger i én af Aarhus mest historiske bygninger, og deres storesøster er intet mindre end den 1-stjernede Michelin-institution Gastromé, går de deres helt egne veje:

”Det skal ikke være fint. Her laver vi mad, der smager godt. Vi skal ikke belære vores gæster om jordbunde og druesorter. Atrium er et brasserie … uden at være et brasserie.”

Og hvordan skal det så forstås? Jo, det bliver tydeligt, når man træder ind i den hyggelige, smukke atrium-restaurant, hvor lyset falder gennem glasset i det høje loft. Atrium er hygge og god mad – i høj kvalitet. Men restauranten vil også gå deres egne veje:

”Vi er ikke en Michelin-restaurant. Vi vil gerne give gæsterne en god aften, hvor de kan opleve det danske og det europæiske landkøkken – i moderne indpakning. Det er god mad, der smager godt.”

 

Fra jord til bord

Selvom restauranten ikke vil belære deres gæster om jorden, hvor maden har groet, fornægter slægtskabet til den nynordiske storesøster sig alligevel ikke helt. Hos Atrium går de nemlig op i lokale, sæsonbaserede råvarer, for som Thomas fortæller:

”Det handler jo om at få råvarerne til at træde bedst muligt frem. Så vi spørger os selv: Hvordan kan vi bruge de råvarer her allerbedst?”

Og dét må man sige lykkes for Aarhusrestauranten. Derfor kan du også nyde retter som lækker, dansk rib eye, ceviche på skærising med et kick af piment d’esplette eller en mousse på creme fraiche og sommerens friske rabarber og markens havre.

Hos Atrium går I en fantastisk aften i møde, hvor der kæles for service og gane. Nyd jeres middag i den historiske restaurant eller på det lige så smukke torv uden for hotellet. Dét er dansk sommer.

 

Artiklen er skrevet i samarbejde med Atrium.


 FOTO KREDIT: Ray Løvshal