Plus artikel

I en baggård – tilbagetrukket fra Åens larm og ballade – ligger der en gastronomisk verdensperle. Navnet er Restaurant FF, og som en anden smugkrog er Ferdinands lillebror den hemmelige restaurant, du ikke vidste, du havde brug for i dit liv.


FF startede som en pendant til Restaurant Ferdinand. Og den gastronomiske institution af en storebror ligger da også rundt om hjørnet – men det betyder ikke, at lillebror FF ikke kan stå på egne ben. Som det ofte er med yngre søskende, har FF i stedet energi, gåpåmod – og gastronomisk vildskab i køkkenet.

Under sloganet ’Casual Eating, Social Drinking’ serverer de lækker delemad og nyskabende cocktails, der slår benene væk under dig – og får dig til at lande behageligt i restaurantens bløde sofaer.

”På FF går vi op i at favne bredt – men det skal samtidig være sjovt at være her. Vi kan måske kalde FF for Ferdinands yngre, vilde lillebror.” Siger direktør for foretagendet, Ebbe Gøgsig.

Den kække lillebrorrestaurant har samme bæredygtige filosofi som storebror – men konceptet er masser af delemad, og køkkenet har sin helt egen identitet.

 

Et verdenskøkken i Aarhus

Ligesom hos storebror Ferdinand er råvarerne af den højeste kvalitet, altid i sæson – og så er de for så vidt muligt hentet i området omkring Aarhus.

Men så stopper lighederne også dér, for selvom FFs køkkenkunst har rod i de franske tilberedninger, er udsynet meget bredere. Med retter som salte berlinere, rösti med blæksprutte og kartoffel i flere teksturer er det tydeligt, at den unge køkkenchef, Simon Nielsen, er både nytænkende og eksperimenterende:

”Den bedste måde at beskrive vores køkken, er nok at kalde det et verdenskøkken. Vi tager inspiration fra og udforsker hele verden. På den måde kan vores køkkenchef finde de krydderier og tilberedninger, han synes smager allerbedst – og lave dem herhjemme i lille Aarhus.”

 På den måde serverer FF det bedste fra to verdener; alverdens smage og teksturer parret med fabelagtige danske råvarer i sæson fra lokale producenter. 

En helhedsoplevelse i baggården

Det er dog ikke kun på den gastronomiske front, at FF skiller sig ud. Inde i restauranten bliver det hurtigt tydeligt, at alt er spækket med personlighed og gennemtænkt til mindste detalje:

”Vi har faktisk selv designet alt interiør til restauranten. Ligesom vores køkken får inspiration fra hele verden, er det på samme måde med indretningen.”

Men restaurantens indretning er ikke kun rar for øjet. Hos FF ved de nemlig, at en middag ikke bare er en middag – det er en helhedsoplevelse:

”Vi har lagt meget vægt på både akustik og belysning og musik – alle komponenterne skal nemlig spille, for at man får en rigtig god aften.”

Og dét får du på FF. Hvad end du har lyst til cocktails med vennerne, en intim date, eller middag med familien, har FF dét dit madhjerte begærer. 

 

Artiklen er skrevet i samarbejde med Restaurant FF.


FOTO: LASSE RIBERGÅRD RASMUSSEN