Opgraderede barndomsminder
Journalist: Iben Sander Christensen
Fotograf: Kim Bjærre
Mine fortidige sauna-eskapader begrænser sig til barndomsårene i Hinnerup Badet. Her handlede det om at holde varmen ud så længe så muligt for derefter at løbe op i svømmehalen og kaste sig i det kolde bassin. Men denne saunabehandling handler hverken om vandplask eller rekordforsøg. Jeg skal i en såkaldt tørsauna, hvor infrarød varme vil booste min novemberkrop med velvære og fornyet energi.
I mit eget tempo
Klinik for Massage og Smerteterapi er et af de få steder i København, hvor du kan få infrarøde varmebehandlinger. Klaudia står klar til at vise mig den fagre nye infrarøde verden i klinikfællesskabets hyggelige lokaler i Sølvgade. For hende er det vigtigt, at hver kunde får en unik oplevelse og føler sig i gode hænder. Derfor er der afsat en time til hele behandlingen, der omfatter en indledende samtale med god tid til spørgsmål, klargøring, 30 min. sauna og 15 min. afsluttende ansigtsdamp.
Holder doktoren for døren
Saunakabinen minder om en sommerfuglepuppe. Jeg lægger mig på briksen, og Klaudia trækker kabinen op, så min krop er dækket til halsen. De næste 30 min. varmer de infrarøde lamper mig igennem. Temperaturen når op på 60 grader, men fordi varmen er indirekte føles det helt anderledes end i en almindelig sauna. Jeg kan sagtens mærke varmen, men bliver ikke våd og klam på huden.
Det er forskelligt fra person til person, hvordan varmen påvirker dig, og om du begynder at svede. Under behandlingen lå jeg bare i mit almindelige tøj, men skal du videre ud i verden lige bagefter, så smid for en sikkerhed kludene, før du kravler ind under lamperne. Behandlingen er en sand lykkepose for helbredet og afhjælper led- og muskelsmerter, nedsætter produktion af stresshormoner og fordriver affaldsstoffer og vinterforkølelser.
Prikken over i’et
Efter behandlingen får mit ansigt en forfriskende ozondamp med æteriske olier til at vågne på. Det er klart at foretrække frem for de kolde dukkerter i Hinnerup Badet! Infrarød sauna er stadig en forholdsvis ny behandlingsform i Danmark, men jeg spår det kun kort tid, før forfrosne danskere tager ”nydningen” til sig.